Teglfremstilling i Danmark.

indledning

I mere end 800 år har tegl været anvendt som byggemateriale her i landet.  Fra Italien bragte munkene teglbrændingsteknikken og murerhåndværket med herop, og da leret fandtes i rigelige mængder og let tilgængeligt, afløste teglstenen snart de tunge og uhåndterlige kampesten som byggemateriale.  Teglbrændingen foregik dengang under meget primitive former, som oftest i små murede ovne opført i nærheden af byggepladsen, hvor leret også blev opgravet.  Den metode har været anvendt på landet helt op til begyndelsen af dette århundrede.  Det stadigt stigende behov for teglsten nødvendiggjorde permanente produktionsmetoder, og efterhånden opstod de første egentlige teglværker.

Leret

Leret er teglindustriens råmateriale.  Næsten alle danske lersorter er fra tertiær- og istiden.  Leret er opstået ved forvitring af bjergarter.  Ved forvitringen omdannes bjergarterne til lermineraler.  Det danske teglværksler indeholder normalt følgende mineraler:

Kvarts

Jernoxider

Kalk

Kaolin

Montmorillonit

Illit

Af de nævnte mineraler er de sidste 3 egentlige lermineraler, dvs. meget fine plader eller nåleformede partikler med største mål mindre end 2 my (I my =1/1000 mm).

Lerets karakteristiske egenskab, der betinger dets anvendelse i teglindustrien, er dets plasticitet: det kan formes og beholde formen, hvis blot dets vandindhold ligger inden for et vist område, der varierer fra lersort til lersort.  Hvad lerets plasticitet skyldes, er ikke klarlagt; men de enkelte partikler i en plastisk lermasse er omgivet af en vandhinde, og man regner med, at de plastiske egenskaber skyldes elektrokemiske kræfter mellem de mindste partikler.  Man skelner på teglværkerne mellem "rødler" og "blåler" (”mergeller"), hvor den første gruppe ved brændingen giver røde eg den anden gule teglprodukter.  Om en lerart er rød eller gulbrændende, afhænger af forholdet mellem indhold at ferrioxid og kalciumkarbonat.  Hvis indholdet af kalciumkarbonat er mere end 3 gange så stort som indholdet at ferrioxid, er leret normal gulbrændende.

Det ler, der spiller den største rolle for teglværkerne, er det stenfri istidsler, der omfatter flere forskellige lersorter, f eks. yoldialeret, hvis navn stammer fra, at der i leret findes skaller af en lille musling, der kaldes yoldia.  Dette ler anvendes i udstrakt grad i Vendsyssel.  Et andet stenfrit istidsler er cyprina-leret (indeholder skaller af cyprinamuslingen), der bandt andet findes i Sønderjylland.  Endelig kan nævnes dryas-leret (efter istidsplanten dryas), der som regel er tydelig lagdelt og findes pletvis ud over hele landet i de "bassiner", hvor leret er bundfældet i istiden.

Gravning

Al teglfabrikation begynder med gravning af leret.  Også bestræbelserne for en høj kvalitet af det færdige produkt begynder I lergraven.  Foruden valget af lerart eller blandingen af lerarter kan selve gravningsteknikken ofte være af betydning for lerets homogenisering, formbarhed uden lagdeling, tørring uden for stor risiko for revnedannelse osv.

Håndstrygning.

I vore dage er det kun en yderst ringe del af teglproduktionen, der formes ved håndkraft.  Håndstrøgne mursten kan dog stadig købes, og håndstrøgne tagsten fremstilles også.

Produkterne anvendes især til restaurering af gamle fredede bygninger.

Ved fremstilling af håndstrøgne mursten anvendes ler æltet med forholdsvis meget vand.  En klump af leret klaskes med hænderne ned i en forud fugtet træramme, der er anbragt på et arbejdsbord og som regel har plads til 2 sten.  Derefter stryges det overflødige ler bort med en lineal, og rammen vendes på et bræt (lap) og løftes af, hvorpå stenene på brættet er klar til tørring.

Håndstrøgne stens synsflader bliver på grund af fremstillingsmetoden aldrig glatte, men får de såkaldte vandlæg hist og her, hvor leret ikke helt har udfyldt formen.  Dette er sikkert årsagen til, at den håndstrøgne sten er yndet som facadesten.

Blødstrygning.

Den store efterspørgsel efter håndstrøgne sten har bevirket, at man nu i stor udstrækning fremstiller håndstrøgne sten på maskiner, hvor håndstrygningen efterlignes ved, at leret trykkes ned i forme og derefter afsættes den formede sten på stålplader, på små brædder eller på lægter, som automatisk transporteres bort fra maskinen.

Brænding

Når produkterne er tørret, skal de brændes.  Under brændingen foregår der i lermassen en række fysiske og kemiske processer, hvorved leret omdannes til tegl. Når produkterne anbringes i ovnen, indeholder de ud over det kemisk bundne vand endnu større eller mindre mængder af hygroskopisk vand (vand bundet af porerne).  Mængden at hygroskopisk vand er som regel størst, hvis leret er fedt, og kan ikke påregnes at være helt forsvundet, før produkterne har nået en temperatur på 200-300 OC. Det kemisk bundne vand vil forsvinde ved forskellige temperaturer, afhængig af hvilke mineraler vandet er bundet til; men ved temperaturer på omkring 5000C kan man regne med, at det meste kemisk bundne vand er forsvundet.  Foruden de nævnte vandafgivelser vil der under lerets brænding foregå en lang række kemiske reaktioner, afhængigt at lerets mineralske sammensætning.

Fra Internettet af Jan Rømsgaard, bearbejdet af  Jens V. Bruun