Luftskiftet hos guramier

 

 

Alle, der har holdt guramier ved, at guramier skal op til overfladen for at indtage luft.

Ser vi lidt på udviklingen, skal vi tilbage til devon tiden. Her begyndte nogle dyr at udvikle en pose på tarmen. Det betød, at de pågældende dyr havde nemmere ved at få et luftskifte mellem blodet og den omgivende luft. Det var ilt, der skulle ind i dyret, og kultveilte der skulle ud af dyret.

Denne udposning udviklede sig efterhånden til lunger, og nogle af disse dyr gik på land og blev forfædre for landdyrene. Tiderne blev iltmæssigt bedre for de vandlevende dyr, så de ikke havde behov for lungedelen. Med udviklingen blev lungedelen isoleret fra tarmen og udviklede sig til svømmeblæren.

Hos nogle andre vandlevende dyr udviklede den ene gælleknogle sig, og blev dækket af et fintmasket net af tynde blodkar, som hurtigt kunne udveksle ilt og kultveilte over blodkarvæggen.

Det er princippet i ilt/kultveilte skiftet hos guramier. De tager luft ind, og lægger det op i den hulning, hvor der er disse knogle-lameller, hvorpå blodkarrene løber, og hvor der så kan ske et luftskifte.

De forskellige guramier har forskelligt udviklede lameller, og de kan derfor i forskellig grad udnytte luftens ilt. Labyrinten har gjort det muligt for guramier at kunne overleve i selv meget iltfattigt vand.

Vore andre akvariefisk vil øge hyppigheden af gællefrekvensen og dermed øge mængden af vand forbi gællerne afhængig af iltmængden i vandet. Det gør guramier ikke. De tager blot lidt hyppigere en tur op til overfladen for at indtage luft.

At de dog har behov for at få luft til labyrinten ses ved at lægger man glaslåg helt hen over vandoverfladen på selv et iltrigt vand, kan guramier drukne.